Fortsæt til indhold

Hårdkogte kriminelle fra udlandet forbindes til skyderier i Danmark

Nu viser det sig, at hårdkogte svenske kriminelle kan forbindes til de sidste dages skyderier i Danmark. Politiet arbejder nu tæt sammen med de svenske myndigheder.

Krimi
af

En kendt bandegruppering fra Københavns nordvestkvarter på den ene side og en gruppe organiserede kriminelle på den anden. Der verserer lige nu en blodig konflikt i københavnsområdet mellem to voldsparate bandegrupperinger. Og det har indtil nu resulteret i tre dræbte, fire skyderier og fem sårede.

Det bekræftede Københavns Politi tirsdag på et pressemøde, hvor politiinspektør Torben Svarrer samtidig satte ord på den igangværende konflikt, hvor de kriminelle udviser en usædvanlig voldsparathed.

Og nu viser det sig, at svenske kriminelle kan forbindes til de sidste dages skyderier herhjemme.

En 21-årig svensk mand er nemlig anholdt og sigtet for drab og drabsforsøg på Nørrebro torsdag. Samtidig er adskillige kendte kriminelle ifølge TV 2 blevet registreret i selskab med kendte kriminelle i hovedstadsområdet.

TV 2 beretter, at den 21-årige svensker har relationer til bandemiljøet i Sverige og forbindelse til flere personer, som ifølge TV 2’s oplysninger beskrives som lejemordere.

Torben Svarrer bekræftede tirsdag, at der nu foregår et tæt samarbejde mellem danske og svenske myndigheder.

»Der giver sig selv, at vi så etablerer og udbygger et samarbejde med Sverige i forhold til efterretnings udvekslinger,« lød det fra politiinspektør Torben Svarrer.

Mand i 20’erne dræbt - en anden i koma

Natten til tirsdag rykkede politiet ud til et skyderi ved Hækmosen og Krebsdammen i Herlev, hvor de fandt et skudoffer. En mand i 20’erne, der var blevet dræbt af skud. Desuden ligger en 25-årig mand lige nu i koma, da han også blev ramt af skud i hovedet.

Seneste meldinger går dog på, at hans tilstand er stabil.

Politiet efterforsker sagen ud fra, at der meget muligt kan være en sammenhæng den sidste tids skyderier i Storkøbenhavn.

Det får nu Københavns Politi til at indføre skærpede strafzoner i de to områder i Husum/Herlev og på Nørrebro, hvor politiet i forvejen har indført visitationszoner, oplyser de i en pressemeddelelse.

Fund af stik- og slagvåben

Københavns Politi forklarede ved tirsdagens pressebriefing, at de også har foretaget ransagninger over 25 steder, hvor de har anholdt 12 personer med relationer til bandemiljøet. Der er også fundet stik- og slagvåben, der tyder på, at man i miljøerne er forberedt på voldelig konflikt.

Københavns Politi ville dog ikke sætte ord på de grupperinger, de undersøger.

»Vi er ret sikre på, at den ene del af den her konflikt er en af dem, vi kender - en etableret bandestruktur. Den anden del ser ud som om, den kan bestå af flere kriminelle fra den kriminelle underverden, men vi kan ikke sige, det er én gruppe – det er flere individer,« forklarede politiinspektør Torben Svarrer til pressebriefingen.