Fortsæt til indhold

Årets sidste bytur resulterede i flere sigtelser i Aarhus

Ikke alle aarhusianere kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, da diskoteker og natklubber torsdag havde åbent for sidste gang i år.

Krimi
jwh

Natten til fredag var sidste gang i år, at man kunne nyde en festlig aften i det aarhusianske natteliv. Fredag træder de restriktioner, der lukker natklubber, diskoteker og forbyder salg af alkohol fra midnat til kl. 05, således i kraft. Derfor benyttede flere sig af den sidste mulighed, og det kan ses i fredagens døgnrapport fra Østjyllands Politi.

kl. 00.43 blev en patrulje således kaldt ud til en beværtning på Skt. Clemens Stræde i den centrale del af Aarhus, hvor der var problemer med en 20-årig mand. En dørmand ved beværtningen forklarede til politiet, at den 20-årige var blevet bedt om at forlade stedet, hvilket han i første omgang gjorde. Men kort efter vendte han retur, og da han opførte sig aggressivt og slog ud efter dørmanden, valgte stedet at kontakte politiet.

Den 20-årige blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

På en bar i Fiskergade i Aarhus var der også problemer. Her kom to mænd på henholdsvis 23 og 24 år omkring kl. 5.20 op at slås. De blev smidt ud fra stedet, og ude på gaden fortsatte de to mænd med at råbe og skubbe til hinanden.

Det endte med, at politiet blev tilkaldt, og de to mænd blev sigtet efter restaurationsloven ved at have indledt sig i slagsmål på beværtningen.

Restriktionerne gælder til og med 6. januar.