Fortsæt til indhold

Kvinde sparkede, slog forbipasserende og stjal airpods

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Krimi
ksa

Torsdag omkring klokken 12.00 fik Østjyllands Politi flere anmeldelser fra borgere, der var blevet angrebet af en kvinde på Møllevangs Allé i Aarhus V.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En 21-årig mand forklarede, at han var kommet cyklende, da en kvinde med et håndklæde viklet om håret løb skrigende ind foran ham og begyndte at sparke på hans cykel og på en cyklist, der kom kørende bagved, ligesom hun sparkede en fodgænger på benet. En 22-årig kvinde fortalte, at hun var blevet overfaldet af kvinden, da hun kom gående i samme område. Kvinden havde talt usammenhængende og havde blandt andet beskyldt den 22-årige for at stjæle, inden hun pludseligt slog den 22-årige i ansigtet og skubbede hende omkuld. Ved slaget faldt den 22-åriges ene airpod ud af øret, og den tog kvinden, inden hun stak af fra stedet.

Den 22-årige kvinde kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Anmelderne gav følgende signalement af kvinden:
• Dansk af udseende
• Cirka 20-25 år
• Cirka 170-175 centimeter høj og spinkel
• Havde uren hud
• Havde et hvidt og blåt håndklæde viklet om håret
• Bar en sort rygsæk med stribede tern

Kvinden var væk, da politiet kom frem, men sagen efterforskes nu nærmere.

Passager uden billet skubbede til kontrollør

En buskontrollør ringede torsdag klokken 18.10 til politiet og fortalte, at han stod på Hans Hartvig Seedorffs Stræde i Aarhus med en 59-årig mand, som var aggressiv og udadreagerende. Den 59-årige havde ikke købt billet til bussen, og han steg frivilligt af sammen med kontrolløren og dennes kollega. Men da han udenfor blev bedt om at opgive ID, så han kunne få en kontrolafgift, blev han vred og ville ikke blive på stedet. Ifølge kontrollørernes forklaring tjattede den 59-årige til den ene af dem med sin stok og skubbede til ham flere gange. Det fik kontrollørerne til at holde manden tilbage og ringe til politiet. Da betjentene kom frem, blev den 59-årige sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Færdsel
Torsdag klokken 14.23 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Hasle Ringvej i Aarhus V. En 57-årig mandlig bilist kørte frem i krydset, hvor der var rødt lys, for at give plads til en ambulance med udrykning, der kom kørende bagved. Da den 57-årige kørte frem, ramte han sammen med en bil ført af en 24-årig mand og en bil med en 52-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Torsdag klokken 15.30 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby J. En 54-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 55-årig kvinde, som blev skubbet op bag i en bil med en 49-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 54-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Torsdag klokken 16.43 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 47-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 47-årig mand, som blev skubbet op bag i en bil ført af en 51-årig mand. Nogle af bilisterne og passagerne i bilerne blev kørt til tjek på skadestuen.

Torsdag klokken 17.21 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Monradsvej i Viby J. En 25-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og foretog et venstresving, hvorefter hun ramte ind i siden på en bil ført af en 19-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 25-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.