Fortsæt til indhold

Se video: Hvem er denne cyklist, som så forsvundne Peter?

Østjyllands Politi har tirsdag valgt at offentliggøre en overvågningsvideo af den cyklist, som politiet i flere dage har efterlyst i forbindelse med eftersøgningen af 29-årige Peter.

Krimi
jwh

I flere dage har Østjyllands Politi forgæves forsøgt at få fat på den cyklist, som er en af de sidste personer, der så 29-årige Peter Burns, før han forsvandt.

»Vi har nu i over en uge ledt efter den 29-årige irske mand Peter, der forsvandt natten til søndag den 5. december i Aarhus. Vi har meget få spor at gå efter, men et af dem er billeder fra et overvågningskamera ved Navitas på Aarhus Ø. På billederne, som vi nu offentliggør, ses der kl. 02.53 en cyklist - formentlig en yngre mand - der gentagne gange kigger efter Peter, der går noget usikkert tæt på havnekajen. Den cyklist vil vi meget gerne i kontakt med,« skriver Østjyllands Politi i et opslag på Facebook.

Til opslaget er der vedhæftet en overvågningsvideo, der viser manden på cyklen.

Politiet vil meget gerne i kontakt med cyklisten, da hans forklaring kan være meget værdifuld og hjælpe med at indsnævre eftersøgningsområdet, oplyser politiet på Facebook.

Cyklisten er iført en jakke med hætte og cykler på en lys damecykel i retning mod krydset ved Bernhardt Jensens Boulevard. Østjyllands Politi kan kontaktes på 114.

Sådan ser 29-årige Peter ud. Privatfoto.