Fortsæt til indhold

Politi konfiskerer ulovligt fyrværkeri: »Der vil komme flere sigtelser«

En hel del fyrværkeri blev konfiskeret efter tip til lokalpoliti.

Krimi

Onsdag startede det lovlige salg af fyrværkeri. Onsdag aften kunne betjente fra Østjyllands Politi konfiskere en hel del fyrværkeri, der ikke var kommet helt lovligt til Aarhus.

Politiet slog omkring klokken 22.30 til på Edwin Rahrs Vej i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Det skete efter, at lokalpolitiet havde fået et tip.

»Der var flere ting, der ikke var, som de skulle være. Vi har indtil videre sigtet føreren af bilen for at transportere fyrværkeri uden de korrekte certifikater for at køre med farligt gods. Vi forventer, at der vil komme flere sigtelser, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Chris Mose, til Lokalavisen Aarhus.

Indholdet i disse kasser kommer ikke til at brage i Aarhus. Foto: Øxenholt Foto

»Nu, der er et marked«

Fyrværkeriet er ikke blevet talt op endnu.

»Men der var en del. Så har jeg ikke sagt for meget,« lyder det fra vagtchefen.

Han forventer, at politiet kommer til at lave flere konfiskationer i den kommende tid.

»Det er nu, der er et marked for fyrværkeri, og der har også allerede været nogle sporadiske affyringer af kanonslag. Det vil vi typisk se indtil midten af januar,« siger vagtchef Chris Mose til Lokalavisen Aarhus.