Chikane på hovedbanegården: Mand truede vagt og spyttede efter kvinde
Mand vendte tilbage hver gang, han blev smidt ud
Flere personer fik sent onsdag aften en oplevelse, de med garanti godt kunne have været foruden.
Det skete i forbindelse med, at en 41-årig udenlandsk mand ad flere omgange udviste aggressiv adfærd på Aarhus Hovedbanegård.
Balladen startede tilsyneladende med, at manden chikanerede en kunde i 7-Eleven. Det fik medarbejderne i butikskæden til at tilkalde en vagt.
Vagten forsøgte at få manden til at forlade banegårdshallen, men det gjorde blot den 41-årige mand mere aggressiv og truende i sin adfærd.
Det lykkedes flere gange vagten at få den aggressive mand eskorteret ud, men manden vendte kort efter tilbage igen.
På et tidspunkt råbte og spyttede den aggressive mand også efter en kvinde på banegården.
Til sidst blev politiet tilkaldt, og den 41-årige mand blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Østjyllands Politi fik anmeldlesen omkring klokken 23 onsdag aften.