Fortsæt til indhold

Aarhusiansk bar og forsamlingshus brød coronaregler

Politiet havde i weekenden fokus på de gældende corona-regler hos erhvervsdrivende i Aarhus.

Krimi
jwh

I weekenden fik flere erhvervsdrivende i Aarhus Kommune besøg af betjente fra Østjyllands Politi, som havde fokus på de gældende coronaregler. Langt de fleste steder havde styr på både regler og skiltning, men ved enkelte besøg måtte politiet dog vejlede om korrekt skiltning, og i to tilfælde blev der lukket for fester, der ikke overholdt gældende regler.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Natten til søndag kl. 00.20 blev en patrulje på Åboulevarden i Aarhus således opmærksom på, at der var fyldt med mennesker på en bar, der ellers ifølge de gældende corona-regler skulle lukke kl. 24.00. Betjente blev gjort opmærksomme på, at der var tale om et privat arrangement, og derfor fik festen i første omgang lov til at fortsætte.

Da betjentene kom tilbage en time senere, var festen stadig i gang, og her undersøgte de den private fest nærmere. Da det viste sig, at arrangøren ikke kunne godtgøre, at der kun var tale om en lukket fest med særligt inviterede, blev festen efterfølgende lukket.

Søndag kl. 19.45 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev holdt en stor fest i et forsamlingshus i Brabrand. På det tidspunkt var de nyeste regler trådt i kraft, hvilket blandt andet betød, at forsamlingshuse skulle holde lukket. Arrangøren af festen fik derfor besked på at lukke ned. Dette blev ifølge Østjyllands Politi efterkommet, og gæsterne forlod stedet i god ro og orden.

Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at det skal nu vurderes, om der i de ovenstående sager er grundlag for at rejse sigtelser.