Politirapporten: To mænd sigtet efter affyring af fyrværkeri
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport tirsdag 21. december.
En patrulje hørte mandag aften klokken 23.51, at nogen fyrede fyrværkeri af omkring Emanuel Sejrs Gade i Aarhus C.
Betjentene kørte i retning af lyden og kort efter fik de øje på fire mænd, som var ved at fyre nogle batterier og romerlys af.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da mændene så politiet, løb de fra stedet, men betjentene fik indhentet en 22-årig og en 23-årig mand, som begge blev anholdt og sigtet efter fyrværkeriloven, da det kun er tilladt at affyre fyrværkeri fra den 27. december til og med 1. januar.
Mændene var kun kortvarigt anholdt og blev sat til at rydde fyrværkeriresterne op, inden betjentene kørte fra stedet.
Østjyllands Politi oplyser, at der er for tiden desværre en del anmeldelser fra borgere, der bliver generet af fyrværkeri, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man viser hensyn til mennesker og dyr og kun bruger fyrværkeri i den periode, hvor det er lovligt.
Bilist sigtet for trusler
En 40-årig mand ringede mandag klokken 13.20 til politiet og fortalte, at han netop var blevet truet af en mand på Graham Bells Vej i Aarhus N. Ifølge den 40-årige kom han kørende i sin bil, da en anden bilist af uvisse årsager pludseligt kørte ind foran ham og bremsede op.
Bilisten steg nu ud og råbte af den 40-årige, mens han holdt noget, der lignede en kniv, i sin ene hånd.
Herefter kørte bilisten fra stedet, og den 40-årige kontaktede politiet og oplyse signalement og nummerplade på bilen.
Lidt senere traf en patrulje bilen, som en 37-årig mand kørte. Han svarede nøje til det signalement, den anden bilist havde givet, og han blev derfor anholdt og sigtet for trusler.
Det viste sig, at den 37-årige slet ikke måtte køre bil, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Desuden blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde noget hash og skunk på sig.
Butikstyv fyldte kuffert med kød
En vagt i Rema1000 på Vesterbro Torv kontaktede mandag klokken 18.20 politiet og fortalte, at han havde tilbageholdt en 22-årig mand, som han mistænkte for at have stjålet fra butikken.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf den 22-årige, der havde en rullekuffert fyldt med forskellige kødvarer. Den 22-årige erkendte, at han havde stjålet varerne, men at de dog var stjålet i Netto i Åbyhøj. Her havde han fyldt varer i kufferten og var gået igennem kassen uden at betale.
Den 22-årige blev sigtet for butikstyveri.
Færdsel
Natten til tirsdag klokken 1.05 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ny Banegårdsgade i Aarhus C. Da han havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Mandag klokken 16.39 skete der et færdselsuheld i krydset Christian X’s Vej/Ringvej Syd i Højbjerg. En 22-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 70-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til.
Mandag klokken 11.27 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 44-årig mandlig bilist kørte op bag i en lastbil ført af en 22-årig mand, der blev skubbet op i en lastbil med en 59-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 44-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.