Hærværksmænd på spil: Flere knuste bilruder
Vidne beretter om en gruppe på fem unge mænd, som knuste bilruder.
Onsdag klokken 23.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set en gruppe mænd havde knust ruder på flere biler, som holdt foran Scandinavian Center i Skovgaards Gade i Aarhus C.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge anmelderen lyste en gruppe på fem unge mænd ind i bilerne, hvorefter hun pludseligt kunne høre nogle ruder blive knust.
En patrulje kørte til stedet, men mændene var nået at stikke af fra stedet. Betjentene konstaterede, at der var knust sideruder i tre biler, der holdt parkeret foran Scandinavian Center.
Det er usikkert, om der er blevet stjålet noget fra bilerne. Patruljen sikrede spor på stedet, og sagen bliver nu undersøgt nærmere.