Varetægtsfængslet: Kvinde truede vagt på livet i storcenter
26-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling efter episode onsdag aften i Storcenter Nord.
En 26-årig kvinde, der onsdag blev anholdt i Storcenter Nord, er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling frem til 13. januar. Hun er sigtet for butikstyveri og trusler på livet.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Kvinden ved 18-tiden tilbageholdt i Storcenter Nord af en vagt, som opdagede, at kvinden kom løbende ud af en butik med seks jakker over armen. Da han ville tage kontakt til hende, smed hun jakkerne og begyndte at løbe. Vagten indhentede hende til sidst og fik hjælp af en kollega til at tilbageholde hende, mens politiet blev tilkaldt.
Mens de to vagter ventede på politiet, kom kvinden ifølge vagterne med flere trusler rettet mod den vagt, der havde løbet hende op, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da politiet kom frem, blev jakkerne leveret tilbage til butikken, og kvinden blev sigtet for butikstyveri og trusler. Den 26-årige har ifølge Østjyllands Politi flere verserende sager vedrørende butikstyveri, og blev derfor torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør.
Her erkendte hun to af ni tyveriforhold, og grundlovsforhøret resulterede i, at kvinden blev varetægtsfængslet i surrogat frem til 13. januar. Hun tog forbehold for at kære kendelsen, oplyser Østjyllands Politi.