18-årig sigtet for spirituskørsel efter voldsom soloulykke
En ung mand slap på mirakuløs vis fra et voldsomt solouheld uden større skrammer natten til fredag. Det melder Midt- og Vestjyllands Politi fredag morgen.
En 18-årig mand fra Herning Kommune kørte galt i et voldsomt solouheld natten til fredag på Ikastvej nær Ilskov.
Det bekræfter vagtchef Anders Hansen hos Midt- og Vestjyllands Politi fredag.
Den 18-årige mistede pludselig herredømmet over sin bil og kørte cirka klokken kvart i 1.00 i grøften.
På en strækning over lige godt 100 meter trillede personbilen rundt otte-ni gange.
»Om det var på grund af høj fart, er stadig svært at sige. Men det ene hjul ender i hvert fald ud i rabatten, og føreren mister derfor herredømmet over bilen og kører direkte i grøften,« fortæller vagtchef Anders Hansen til Lokalavisen.
Vagtchefen tilføjer:
»Helt mirakuløst sker der heldigvis ikke alverden med den 18-årige mand. Men alligevel blev han kørt en tur på skadestuen i Herning for en sikkerheds skyld.«
Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi melder til Lokalavisen, at den 18-årige var både beruset og påvirket af narko under kørslen.
Derfor har politiet taget en blodprøve og skrevet en sag.
Og den unge mand bliver nu sigtet for spirituskørsel, påpeger vagtchef Anders Hansen.
»Det kunne være gået rigtig galt. Men det, der reddede ham, var formentlig, at han med stor sandsynlighed har haft sikkerhedssele på,« pointerer vagtchefen og tilføjer:
»Han har formentlig kørt for hurtigt, samtidig med at der har været glat på stedet og tæt tåge. Derfor endte han i rabatten og mistede herredømmet over bilen. Jeg kan ikke udelukke det faktum, at han har været påvirket af spiritus, har været en medvirkende årsag til, at han ikke kunne kontrollere bilen ordentligt.«
På mirakuløs vis er den 18-årige blot sluppet med mindre skrammer og en forslået hånd.