Stearinlys satte ild i kvinde og udløste brand
Politi og brandvæsen kørte torsdag morgen klokken 5.36 til en mindre brand i en lejlighed på Karen Blixens Vej i Grenaa.
Ifølge lejlighedens beboer var hun kommet for tæt på et stearinlys, hvorefter der var gået ild i noget af hendes tøj, som hun havde kastet på gulvet.
I første omgang troede hun, at hun selv havde fået slukket ilden, men lidt efter blussede branden op, og beboeren fik tilkaldt hjælp. Hun kom umiddelbart ikke noget til, oplyser Østjyllands Politi.
Branden var hurtigt slukket og havde umiddelbart kun forårsaget mindre skader i lejligheden.