Efter mistænkeligt dødsfald: Nu går Den uafhængige Politiklagemyndighed ind i sagen
Mandag morgen var Københavns Politi talstærkt til stede på Selinevej ved Amagermotorvejen, efter at en person blev fundet død på stedet.
Det kunne vagtchef ved København Dyre Sønnicksen bekræfte overfor Lokalavisen tidligt mandag morgen.
»Vi efterforsker i øjeblikket et mistænkeligt dødsfald,« sagde vagtchefen.
Københavns Politi modtog anmeldelsen klokken 04.38.
Vagtchefen ønskede dog ikke at meddele, hvad den mere konkret gik på.
»Det eneste, jeg på nuværende tidspunkt kan sige, er, at der formentlig er tale om en død mand,« fortalte Dyre Sønnicksen.
Nu viser politiets foreløbige undersøgelser så, at personen, der er fundet død på Selinevej ved Amagermotorvejen efter al sandsynlighed har mistet livet som følge af et trafikuheld.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse klokken 10.
Den omkomne mand er endnu ikke identificeret og pårørende er altså ikke orienteret.
Efterforskningen fortsætter for at fastlægge hændelsesforløbet op til og omkring trafikuheldet.
Der kan dog ifølge politiet være tale om en mand, som en patrulje tidligere på morgenen transporterede til området.
Derfor har Københavns Politi nu underrettet Den uafhængige Politiklagemyndighed.
På nuværende tidspunkt har Københavns Politi ikke yderligere oplysninger i sagen.
Mandag morgen valgte politiet af hensyn til efterforskningen at spærre dele af Amagermotorvejen af.
Omkring klokken 7.30 var det dog igen muligt at køre på strækningen.