Fortsæt til indhold

Politirapporten: Mistede mors bil ved at køre med våben og narko

Her er et uddrag fra mandagens døgnrapport fra Østjyllands Politi

Krimi
sbl

En 21-årig blev natten til mandag stoppet af en politipatrulje i Aarhus-bydelen Viby i sin bil. Her fandt politiet en machete og gaspistol, som blev beslaglagt, og den 21-årige blev anholdt og sigtet efter overtrædelse af kniv- og våbenloven.

Herudover blev den 21-årige sigtet for at køre i bil uden kørekort, og da det var tredje gang inden for en måned, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskering.

Bilen tilhører den 21-åriges mor, og hun er ligeledes blevet sigtet - for at overlade sin bil til en person uden kørekort. I den 21-åriges lomme fandt politiet en mindre mængde kokain og sigtede derfor også manden for besiddelse af euforiserende stoffer.

Stjal værktøj fra byggeplads

Søndag aften modtog politiet et opkald fra en vagt, der havde tilbageholdt en person, han mistænkte for at stjæle værktøj fra en byggeplads på Randersvej i Aarhus N. Politiet rykkede ud og fandt vagten med en 34-årig mand, der havde lusket rundt på byggepladsen.

Den 34-årige havde en rygsæk på, og i den fandt betjentene en boremaskine, som han erkendte stammede fra byggepladsen. Den 34-årige blev herefter sigtet for tyveri.

Indbrud

  • Trepkasgade i Aarhus C, begået mellem mandag 10. januar kl. 17.00 og søndag 16. januar kl. 18.20.
  • Egebæksvej i Højbjerg begået mellem fredag 14. januar kl. 14.00 og søndag den 16. januar kl. 17.15.