Fortsæt til indhold

Sigtet for røveri: Rumænske butikstyve overfaldt Magasin-vagt

Takket være et hurtigt vidne kunne politiet finde frem til rumænske tyve.

Krimi
ddp

To rumænske mænd på 20 og 29 år er sigtet for røveri og blev onsdag fremstillet ved grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Det sker, efter et butikstyveri i Magasin tirsdag eftermiddag gik galt.

Ifølge en af shoppingcentrets vagter, sad han i et baglokale og kiggede på butikkens overvågning, da han blevopmærksom på en person, der forsøgte at pille en alarm af en parfume, som han efterfølgende puttede i lommen.

Vagten gik ud i butikken for at konfrontere manden, som han bad om at følge med, men det fik butikstyven til at råbe op, hvorefter to andre mænd kom til stedet.

Vagten forsøgte at tilbageholde butikstyven, der dog gjorde kraftigt modstand, og da de kom tæt på udgangspartiet, fik vagten pludselig et hårdt slag i ansigtet og blev skubbet ned på jorden. Mændene løb herefter fra stedet og hen til en bil, der holdt i Vestergade.

Et vidne cyklede efter bilen og fik taget et billede af nummerpladen. Oplysningerne blev givet videre til patruljerne, og kort efter blev bilen standset i Nørregade, og de tre mænd, der sad i bilen, blev anholdt. Under ransagning af bilen blev der fundet to parfumer i originale kasser.