15-årig RedBull-tyv nikkede medarbejder en skalle
15-årig dreng sigtet for røveri i Rema 1000.
Torsdag kl. 16.57 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at flere personer forsøgte at tilbageholde en aggressiv butikstyv, der havde været på besøg hos Rema 1000 i Absalonsgade i Aarhus.
Her havde han stjålet en RedBull, hvorefter han havde nikket en medarbejder en skalle, da han forsøgte at tilbageholde ham.
Da politiet ankom til stedet, lå gerningsmanden på jorden og blev fastholdt af medarbejderen, der havde fået assistance fra flere andre personer. Betjentene overtog den 15-årige dreng, der, på baggrund af vidneforklaringerne, blev anholdt og sigtet for røveri.
Da den 15-årige efterfølgende blev visiteret, blev han, ud over en RedBull og nogle kiks, fundet i besiddelse af en peberspray og blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Hans forældre og de sociale myndigheder blev herefter orienteret om hændelsen.