Mistanke om narkosalg udløste tre andre sigtelser
Starten på søndagen blev knap så god for en 18-årig ung mand i midten af Aarhus
Fandt narko i jakkelomme og i bil
Tidligt søndag morgen klokken 5.53 var der en fyr i en bil ved Brammersgade, der lignede en, der lavede noget, der var frækkere end politiet tillader.
Det oplyses i døgnrapporten.
En borger henvendte sig til politiet, da vedkommende havde mistanke om narkosalg fra bilen.
Da en patrulje ankom til adressen, sad der en ung mand på bagsædet af det pågældende køretøj. Da betjentene tog kontakt til den 18-årige mand, lugtede der kraftigt af hash i bilen.
Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Dernæst blev han visiteret, og bilen ransaget. I jakkelommen havde den 18-årige lidt mere hash og i bilen lå der yderligere tre små poser; en med hash og to med hvad der formodes at være kokain.
Han blev sigtet for besiddelse af narkotika, men slap for sigtelse om salg, da stofferne blev vurderet til at være til eget brug.
Desuden fandt betjentene også en fritliggende saks, hvilket udløste endnu en sigtelse for overtrædelse af knivloven.