Fortsæt til indhold

Væltet træ spærrede næsten hele vejbanen

To træer ved Hadsten væltede i torsdagens storm.

Krimi

Torsdagens storm væltede flere træer rundt omkring i Danmark.

Østjyllands Politi modtog torsdag eftermiddag og aften otte anmeldelser om væltede træer, der flere steder var faldet ned på en vej og spærrede for trafikken.

Det var blandt andet tilfældet på Ødumvej ved Hadsten, hvor et træ klokken 17.37 væltede og spærrede næsten hele vejbanen. Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen. Politiet har ikke den nøjagtige adresse på det væltede træ på Ødumvej, der strækker sig fra Hadsten over Selling til Ødum.

Et par timer tidligere, klokken 15.17, væltede der også et træ på adressen Bavnehøvjej 21, der ligger lidt udenfor Hadsten på vejen mod Hadbjerg. Politiet har ikke nærmere oplysninger, om dette træ gav problemer for trafikken.

Alle de væltede træer blev fjernet af Falck.