Fortsæt til indhold

Hundepatruljer og helikopter leder fortsat efter forsvundne Theis

En 19-årig mand ved navn Theis blev meldt savnet torsdag aften i Skagen. Fredag eftermiddag har Nordjyllands Politi fortsat gang i en større eftersøgning i gang.

Krimi

Den 19-årige mand fra Skagen, der torsdag aften blev meldt savnet, er stadig ikke dukket op.

Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor Lokalavisen fredag eftermiddag.

Den 19-årig mand forlod sin bopæl i Skagen torsdag, og familien er bekymret for hans sindstilstand.

»Desværre har vores eftersøgningsindsats fortsat ikke båret frugt fredag formiddag. Vi leder stadig efter den 19-årige mand i Skagen med hunde og helikopter,« oplyser politikommissær Lars Jensen fra Frederikshavn Politistation i en pressemeddelelse fra politiet.

»Derfor vil vi meget gerne finde den 19-årige mand, og vi beder om, at man ringer til os på tlf. 114, hvis man mener at have set savnede eller har viden om, hvor han kan være,« lyder opfordringen fra politikommissæren.

Lars Jensen tilføjer:

»Skagen-området er lige nu vores bedste udgangspunkt for eftersøgningen i forhold til de informationer, vi har. Men vi vil gerne bede folk om at holde øjne og ører åbne bredt i Nordjylland. Vi kan ikke udelukke, at savnede også kan være andre steder end i Skagen.«

Har man set den savnede person eller ligger inde med oplysninger om, hvor han eventuelt kan befinde sig, bedes man kontakte politiet på 114.

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard fortæller fredag eftermiddag, at eftersøgningen af den 19-årige Theis fortsat er i fuld gang.

»Vi leder fortsat efter ham deroppe. Vi har bl.a. haft en helikopter i luften til at flyve rundt henover Skagen hele dagen, og vi har haft hundepatruljer ude i løbet af formiddagen. Der møder to hold ekstra hundepatruljer ind nu her (ved 16-tiden, red.), og så fortsætter vi efterforskningen her til eftermiddag, mens det fortsat er lyst,« fortæller vagtchef Rene Kortegaard til Lokalavisen.

»Vi reagerer selvfølgelig på de forskellige henvendelser, vi får. Men der er desværre ikke nogen henvendelser, der har båret frugt indtil nu,« fortsætter vagtchefen.

Rene Kortegaard tilføjer:

»Vi har en indsatsleder deroppe, som p.t. kontrollerer aktionen i Skagen. Han vil senere tage bestik af situationen, men det kan godt være, at eftersøgningen indstilles, når det bliver mørkt.«

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk