Fortsæt til indhold

Kortvarigt bevidstløs: Ung mand faldt ned ad skrænt ved Himmelbjerget

En 24-årig mand var kortvarigt bevidstløs efter et fald ned ad en skrænt ved Himmelbjerget mandag aften.

Krimi

Diverse redningskøretøjer fra Østjyllands Brandvæsen og Sydøstjyllands Politi blev mandag aften sendt til Himmelbjerget mellem Silkeborg og Ry.

Manden var kortvarigt bevidstløs, men han vågnede hurtigt af sig selv igen.
Rune Andreasen, Politikommissær hos Sydøstjyllands Politi

Her var en 24-årig mand fra Føllenslev på Sjælland faldet otte meter ned ad en skrænt ved Himmelbjerget.

»Han havde siddet på et rækværk, hvor han fik overbalance og faldt ned. Manden var kortvarigt bevidstløs, men han vågnede hurtigt af sig selv igen,« siger politikommissær Rune Andreasen fra Sydøstjyllands Politi.

Anmeldelsen tikkede ind 22.35.

Den unge mand blev reddet op og kørt med ambulance til Aarhus Universitetshospital.

»Men han er ikke kommet noget alvorligt til. Han fik nogle knubs,« fortæller politikommissæren.

Østjyllands Brandvæsen bekræfter over for Lokalavisen, at de ligesom politiet deltog i redningsaktionen.

»Vi var afsted med en del køretøjer, netop fordi vi skulle navigere i så uvejsomt terræn – i sådan et tilfælde gælder det om at have både folk og udstyr nok,« siger operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Anders Jensen.