Kæmpe sag mod bagmand: Rumæner stod bag organiserede indbrud i danske hjem
33-årig rumæner er tiltalt for hele 171 tilfælde af hæleri.
En 33-årig rumænsk mand bliver nu tiltalt i en omfattende sag om organiseret handel med tyvekoster fra indbrud begået i Danmark.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Anklageskriftet mod den herboende 33-årige rumæner, der har siddet varetægtsfængslet i over et år siden sin anholdelse 4. februar 2021, er alenlangt og tæller 134 sider
Han er tiltalt for 171 forhold af hæleri og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed, og politiet mistænker ham for at være facilitator for en gruppe omrejsende kriminelle ved at købe de effekter, tyvene havde stjålet ved indbrud og gadetyverier. Efterfølgende har han ifølge politiet fået tyvekosterne fragtet til Rumænien i varebiler med henblik på videresalg.
»Der er rejst tiltale for meget groft og organiseret hæleri, og det er anklagemyndighedens opfattelse, at en meget stor mængde hælervarer systematisk er blevet transporteret ud af landet i varevogne. Sagen er baseret på omfattende efterforskningsarbejde og et godt samarbejde med de rumænske myndigheder, og på den baggrund er det lykkedes at finde frem til rigtig mange stjålne danske genstande i Rumænien,« siger anklagerfuldmægtig Andreas Juhl fra Københavns Politi.
I sin helhed er der i sagen identificeret tyvekoster fra cirka 50 tyverier eller indbrud. Politiets efterforskning pegede på, at en del af tyvekosterne formentlig var blevet opbevaret i lagerbygninger i Onesti i Rumænien.
Ved ransagninger foretaget i samarbejde med de rumænske myndigheder blev der blandt andet fundet smykker, mønter, spisestel, kameraer og værktøj. I april fik politiet fragtet genstandene til Danmark i en lastbil, og mange af de stjålne effekter er igen tilbage hos deres retsmæssige ejere.
Sagen er berammet til den 9. maj i Københavns Byret, og der er afsat 11 dage til sagen.