Aarhusiansk narkohandler anholdt i går og idømt fem års fængsel i dag
En 41-årig mand fra Aarhus erkendte tirsdag besiddelse af store mængde narkotika med henblik på videresalg og blev idømt en straksdom på fem års fængsel.
En 41-årig mand er tirsdag i retten i Aarhus blevet idømt en straksdom på fem års fængsel for salg af narko, efter han mandag aften blev anholdt.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den 41-årige mand blev i første omgang anholdt klokken 15.50 i forbindelse med, at politiets specialpatrulje var på besøg i Nåleparken på Kalkværksvej i Aarhus C. Her var han blevet fundet i besiddelse af salgsposer med kokain og heroin og blev sigtet for salg af narkotika. Efter et par timers ophold på politigården, blev løsladt igen kl. 17.19.
Senere på aftenen kom politiet dog gjort opmærksom på, at den 41-årige mand havde rådighed over en lejlighed i Bispehaven, hvor der muligvis befandt sig mere narkotika. Lejligheden tilhørte mandens 45-årige eks-kone, og da politiet kiggede forbi senere på aftenen, fandt betjentene helt præcis 640,52 gram heroin, 172,05 gram kokain, 174,77 gram hash og 219 ulovlige piller.
Herefter kørte betjentene retur til Nåleparken, hvor den 41-årige mand atter blev anholdt, og hans 45-årige eks-kone blev ligeledes anholdt i sin nye lejlighed i Trillegården. De blev begge sigtet for salg af narkotika, det er dog kun den 41-årige mand, der tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han erkendte alle forhold. Dermed kunne retten idømme ham en straksdom på fem års fængsel. Han blev varetægtsfængslet efter dom med henblik på afsoning, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.