25 mio. illegale cigaretter og 13 tons tobak: Kriminelt netværk har været i søgelyset i mere end et år
En storstilet aktion tirsdag formiddag resulterede i seks anholdelser efter 16 forskellige adresser i Midt- og Østjylland var blevet ransaget.
Tirsdag formiddag blev seks personer anholdt, mens hele 16 forskellige adresser i Midt- og Østjylland blev ransaget af politiet.
Den storstilede aktion blev gennemført af National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi samt Skattestyrelsen og Toldstyrelsen som et led i en målrettet bekæmpelse af organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.
I forbindelse med de mange ransagninger blev der beslaglagt omkring 25 millioner illegale cigaretter og cirka 13 tons forarbejdet tobak – svarende til produktionen af yderligere cirka 13 millioner cigaretter.
På et pressemøde tirsdag eftermiddag i Aarhus kunne ledende politiinspektør i NSK Vest, Michael Kjeldgaard, slå fast, at dagens store aktion var kulminationen på baggrund af en større efterforskning, der har stået på siden sidste år.
»Vi har over en længere periode været i gang med en fremadrettet efterforskning, hvor vi har efterforsket denne gruppe personer, set hvilket netværk, de har opbygget og hvordan de har gebærdet sig i forhold til de kriminelle handlinger, de har begået,« lød det fra Michael Kjeldgaard på dagens pressemøde ifølge TV2 Østjylland.
»På bagsiden forestår der stadig en lang efterforskning, hvor vi skal have alle de ting, vi i dag har beslaglagt, ind i sagen, så der vil være en samlet sag, der forhåbentligt kan føre til domfældelse på et senere tidspunkt,« sagde politiinspektøren.
Ifølge politiinspektøren vil der nu blive rejst sigtelse for afgiftsunddragelse på mindst 150 millioner kroner som følge af den omfattende produktion og distribution af illegale cigaretter. Det skriver TV2 Østjylland.
På en landejendom i Aulum blev der bl.a. beslaglagt professionelt cigaretproduktionsudstyr – cigaretterne er efterfølgende blevet videredistribueret til en større kundekreds via en række bagmænd, som har opereret fra adresser i Aarhus-området.
Fem af de anholdte er danske bagmænd i alderen 42 til 57 år, mens en 46-årig kvinde også er blevet anholdt – de betragtes alle som bagmænd med en relation til det kriminelle miljø i Aarhus.
Fem af de seks anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus onsdag formiddag.
De er alle sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 289, der kan give op til otte års fængsel.
På pressemødet slog Michael Kjeldgaard desuden fast, at der ikke var tale om nogen særlig form for gruppering i forhold til de anholdte.