Fortsæt til indhold

Buskontrollører »havde akut brug for hjælp« til at håndtere voldelig passager

En 19-årig mandlig buspassager blev tirsdag anholdt og sigtet for vold.

Krimi
jwh

To buskontrollører måtte tirsdag kl. 13.32 kontakte politiet, da de »havde akut brug for hjælp«, som det formuleres i Østjyllands Politis døgnrapport.

Årsagen var, at de stod med en voldelig buspassager i en bus ud for Magasin ved Passagen i Aarhus. Buskontrollørerne oplyste til politiet, at en mand havde forsøgt at komme ud af bussen, da han så de to kontrollører stige om bord.

Den ene kontrollør havde stillet sig i vejen og bedt manden om at fremvise en gyldig billet. Dette kunne manden ikke, og han havde i stedet skubbet kontrolløren i brystet. De to kontrollører havde herefter tilbageholdt manden og tilkaldt politiet, fremgår det af døgnrapporten.

Da politiet ankom til stedet, blev den 19-årige mand anholdt og sigtet for vold mod en person i offentlig tjeneste.