Fortsæt til indhold

Antallet af indbrud rasler ned i Skanderborg

Sydøstjyllands Politi fik i 2021 36,8 procent færre anmeldelser om indbrud i private hjem i forhold til året før.

Krimi

Antallet af indbrud i private hjem i Skanderborg Kommune rasler ned. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Sammenligner man med kredsens øvrige kommuner, står Skanderborg Kommune faktisk med det største fald.
Torben Simonsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi

I 2021 modtog Sydøstjyllands Politi 139 anmeldelser om indbrud i private hjem. Det er 36,8 procent færre anmeldelser i forhold til året før, hvor politiet modtog 220 anmeldelser om indbrud.

»Sammenligner man med kredsens øvrige kommuner, står Skanderborg Kommune faktisk med det største fald,« siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Efterforskningscenter Syd hos Sydøstjyllands Politi.

Hele kredsen er til sammen ramt af samme positive udvikling, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Både kommunerne Kolding, Hedensted, Vejle, Billund og Fredericia oplevede fald i indbrudsanmeldelser i kredsen. Kun Horsens oplevede en lille stigning i 2021 i forhold til 2020.

Også i Østjylland ser man en positiv udvikling. I 2020 modtog Sydøstjyllands Politi 2819 anmeldelser om indbrud i private hjem, mens det tal var faldet til 2159 anmeldelser i 2021.

Kommuner som Aarhus, Syddjurs, Silkeborg, Randers og Norddjurs oplevede også et fald i antallet af anmeldelser i 2021.

Generelt set er der på landsplan også anmeldt langt færre indbrud i private hjem i 2021. Faktisk var der historisk få anmeldelser.

På landsplan blev der i 2020 anmeldt 17.529 indbrud, hvilket er 15,5 procent flere end i 2021, hvor antallet var faldet til 14.804 indbrud. Det viser tallene fra Danmarks Statistik.

Flere årsager til fald

Og det har vicepolitiinspektør Torben Simonsen flere årsager til. Blandt andet spiller coronaen en vigtig rolle.

»De seneste år har været ekstraordinære i forbindelse med, at landet har været lukket ned. Folk har opholdt sig mere på deres bopæl. Så det er vores vurdering, at folk der tidligere har være kommet her med henblik på kriminalitet ikke er kommet her,« siger Torben Simonsen.

En anden årsag er ifølge vicepolitiinspektøren, at der er sket en forskydning i kriminalitetsbilledet, da politiet oplever en stigning i økonomisk it-kriminalitet.

»Vi har set en eksplosiv stigning igennem de seneste år. Det er nemmere for gerningsmændene, og det er også nemmere at lave mange forhold på kort tid,« siger Torben Simonsen.

Når det er sagt, skal en del af årsagen også findes hos politiets indsats. Torben Simonsen forklarer, at politiet bruger flere ressourcer på at opklare indbrud og finde frem til de skyldige.

»Så vi ser også en stigning i antallet af sigtelser gennem de seneste 10 år,« siger Torben Simonsen.

Gode råd mod indbrud

Den sidste årsag til faldet skal ifølge Torben Simonsen ses ved den øgede opmærksomhed og indsats mod indbrud.

At man som boligejer selv kan være med til at mindske risikoen for indbrud ved eksempelvis at sørge for, at der er lys og hække, der er klippet ned.

»Det er vores klare opfattelse, at den enkelte borger er blevet bedre til at sikre sit eget hjem. Der er også mere fokus på nabolaget - man er opmærksom på ændringer i normalbilledet i nabolaget. Hvis der er personer, der ikke færdes på villavejene normalt, reagerer folk i højere grad,« siger Torben Simonsen.