Mand trafikdræbt i motorvejsulykke
Sydjylland- og Sønderjyllands Politi oplyser på Twitter, at en mand er dræbt i en trafikulykke.
Der er sket et alvorligt færdselsuheld på Den Sønderjyske Motorvej mellem afkørsel 74 og 73 i nordgående retning nærmere bestemt ved Gejlå nord for Kruså i Sønderjylland.
Det skriver Sydjylland- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
En mand er død, da han i en varebil kørte op i en lastbil.
»Vedkommende, der fører varebilen, er dræbt på stedet,« siger vagtchef Søren Strægaard til JydskeVestkysten.
Ingen andre er kommet til skade i ulykken, siger vagtchefen til mediet.
Der arbejdes stadig på stedet som følge af uheldet, og der er spærret i nordgående retning fra afkørsel 74. Derfor anbefaler politiet bilister at finde alternative ruter.
De pårørende er endnu ikke underrettet.