Fik stærk strøm igennem sig i arbejdsulykke
En mand er onsdag morgen blevet kørt på hospitalet efter en arbejdsulykke på en transformatorstation i Brøndby.
Onsdag morgen klokken 8.41 modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om en arbejdsulykke på en transformatorstation på Midlergårdsvej i Brøndby.
Her havde en mand fået kraftig strøm igennem sig i forbindelse med sit arbejde.
Det bekræfter vagtchef Peter Grønbæk ved Københavns Vestegns Politi over for Lokalavisen.
»Vi var derude onsdag formiddag. Der er tale om en el-ulykke, hvor en mand har fået stærk strøm igennem sig. Men de nærmere omstændigheder jeg kender ikke på nuværende tidspunkt. Manden er bragt på hospitalet, men jeg kan ikke sige noget konkret om hans tilstand,« siger vagtchef Peter Grønbæk.
Ifølge vagtchefen vil Arbejdstilsynet nu undersøge de nærmere omstændigheder i forbindelse med arbejdsulykken.
Vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Michael Møller kan berette, at manden var ved bevidsthed, da han blev kørt på hospitalet.
»Der er tale om en mand i en lift, der har arbejdet ude på en transformatorstation. Fra liftens kurv oppe i luften har han på en eller anden måde ramt nogle af elledningerne. Han var dog ved bevidsthed, da vi afleverede ham til ambulancetjenesten.«
Ifølge B.T. skulle manden ikke være kommet alvorligt til skade.