Fortsæt til indhold

Kaos i krydsene: Sneen sætter stribevis af lyskryds ud af spil landet over

Lyskryds i Aarhus og flere andre steder i landet er sat ud af spil som følge af snevejret, oplyser to politikredse, og situationen kan være den samme landet over. Politiet opfordrer til at køre efter forholdene og huske reglerne for vigepligt.

Krimi

»Sneflokke kommer vrimlende« skrev Jeppe Aakjær i sangen af sammen navn fra 1916, og det må siges at være tilfældet i flere dele af landet fredag eftermiddag.

Hos det midt- og vestjyske politi skaber snevejret store udfordringer i flere af politikredsens lyskryds. Her får snefaldet lyskrydsene til enten at gå helt i sort eller sætte sig fast på én farve - til stor gene for trafikanterne.

Det bekræfter vagtchef Ole Vanghøj over for Lokalavisen.

»Det er galt i rigtig mange kryds på Ringvejen i Holstebro. I Silkeborg har vi et par lyskryds. Ans og Herning er også ramt. Det er ikke alle lyskryds. Det er noget med, at slud og sne kan sætte sig på sensorerne, og så går de enten i sort eller sætter sig på én farve. Jeg er ikke tekniker, jeg er bare træt af, at de ikke virker,« siger han.

»Sidst, der var snevejr, gjorde vi opmærksomme på det. Jeg kunne da godt tænke mig, at de fik lavet det her, så lyskrydsene også virkede i snevejr.«

Politiet underretter Vejdirektoratet, når de får meldinger ind om defekte lyskryds eller de kommunale myndigheder, hvis der er tale om kommunale veje, forklarer Ole Vanghøj.

Aarhus og Østjylland også ramt

Også i Østjylland er lyskrydsene ramt, forklarer vagtchef Peter Hunniche. Lyskryds i både Aarhus og Randers er sat ud af spil som følge af snevejret, og vagtchefen mener, det kan se sådan ud over hele landet. Eksterne firmaer er kaldt ind til at få styr på de ukampdygtige kryds.

Vagtchefen kan dog ikke sige noget om omfanget, eller hvilke kryds, der er ramt i landsdelen.

Men det er ikke noget nyt, forklarer vagtchefen.

»Det har vi håndteret før, for det har sneet før, så vi har set det her før. Det sker en gang imellem, men jeg kan ikke sige, om det er nyt. Derfor har vi eksterne firmaer, der håndterer de her problemer,« siger Peter Hunniche.

»Jeg ved ikke, hvor mange lyskryds, der er ramt, men jeg ved, der er en del, der er defekte.«

Hos Vejdirektoratets Trafikcenter bekræfter vagthavende Jimmy Nyrup, at de har modtaget flere henvendelser fra trafikanter om ukampdygtige kryds - især omkring Aarhus og Skanderborg, siger han.

Kør efter forholdene

Politiet opfordrer bilister til at være opmærksomme, køre efter forholdene og huske vigepligtsreglerne.

»Hvis der ikke er anden skiltning, så er der højre vigepligt. Og så skal man tænke over, hvor stærkt man kører og køre efter forholdene,« siger Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.