Fortsæt til indhold

Politiet finder sprængstoffer i kælder: 25-årig anholdt efter timelang politiaktion

Politiet og bomberyddere fra EOD har efter en flere timer lang aktion i Lundtofteparken i Lyngby ved København fundet sprængstoffer og anholdt en 25-årig mand.

Krimi
sbl

En flere timer lang politiaktion i Lundtofteparken i Lyngby ved København har ført til fund af sprængstoffer og anholdelsen af en 25-årig mand.

Det skriver TV 2 fredag eftermiddag.

Både politi, Beredskabsstyrelsen og bomberyddere fra ammunitionsrydningstjenesten EOD har arbejdet på stedet. Politiet har undersøgt både kælderrummet og en lejlighed i Lundtofteparken og har været på stedet siden omkring 11.30 fredag formiddag.

En 25-årig mand er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag, oplyser politiet. Foto: Presse-fotos.dk.

»Jeg kan bekræfte, at vi har anholdt en 25-årig mand i forbindelse med en politiforretning i formiddags, hvor vi har fundet nogle sprængstoffer i et kælderrum,« siger vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi, Matias Arvidsen, til mediet.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilke sprængstoffer eller hvor meget de har fundet og heller ikke, hvordan de kom frem til kælderrummet eller den 25-årige.

Vicepolitiinspektøren siger til TV 2, at den 25-årige mand vil blive fremsat ved et grundlovsforhør ved retten i Lyngby lørdag, hvor han vil blive krævet fængslet.