Aggressiv mand blev fjernet med magt - han blev først rigtig sur efter, han havde tisset lige foran politiet
Det gik rent gal for en mand, da han blev smidt ud af bar.
Det er ikke alle, der bliver rolige og kærlige af at drikke alkohol.
Tag nu for eksempel en 48-årig mand, der endte med at tilbringe natten mellem fredag og lørdag i detentionen i Aarhus.
Hans deroute startede, da han klokken cirka 01.15 blev bortvist af personalet på baren »Herr Bartels« på Åboulevarden.
Det var han ikke tilfreds med og fat i en dørmands jakke, så en jakkelomme gik i stykker. Politiet blev tilkaldt, og da en patrulje ankom, holdt den 48-årige mand stadig fat i dørmanden, hvorefter han blev fjernet med magt.
Den 48-årige mand blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Her kunne den 48-årige mand med fordel have taget hjem og sovet sin brandert ud, men han valgte i stedet at stille sig op foran patruljen og tisse op ad en husmur. Det førte til endnu en sigtelse - denne gang for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Ville bestemt ikke anholdes
Patruljen forsøgte at få manden til at gå fra stedet, hvilket han nægtede. Efter gentagne forsøg tog patruljen fat i ham igen, hvilket blot førte til, at manden blev endnu mere aggressiv og tog fat i en af betjentenes jakker.
»Han kæmpede imod, da man forsøgte at lægge ham i håndjern. Han blev ved med at være udadreagerende og aggressiv i sin adfærd,« siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Flemming Lau, til Lokalavisen Aarhus.
Tålmodigheden med manden var nu opbrugt, og betjente forsøgte at anholde manden, så han kunne med på stationen til afrusning. Dette var manden dog heller ikke tilfreds med og modsatte sig voldsomt anholdelsen. Miseren endte med, at en betjent brugte peberspray mod manden, hvorefter det lod sig gøre at anholde ham.
Den 48-årige tilbragte resten af natten i detentionen. Han vil lørdag blive afhørt, hvorefter han løslades.