Mand skubbede og tog kvælertag - så gik han fuldstændig amok på betjente
33-årig mand kan se frem til fem sigtelser efter ekstremt aggressiv adfærd.
En 33-årig mand endte omkring klokken 01 natten mellem lørdag og søndag i detentionen i Aarhus. Han står, når han er blevet afruset, til at indkassere en længere række sigtelser.
Manden startede sin voldsomme adfærd ved af endnu ukendte årsager at skubbe og tage kvælertag på en anden mand i nattelivet i Randers.
Betjente, der var på stedet, fik den 33-årige fastholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han er meget, meget aggressiv.Flemming Lau, vagtchef, Østjyllands Politi
Det var manden ikke tilfreds med, så han sparkede en større bule i patruljevognens ene dør. Det kastede en sigtelse for hærværk af sig.
Retter vrede mod politi
Manden blev nu anholdt, og betjente forsøgte at lægge ham i håndjern, fordi han var udadreagerende og højrøstet. Det syntes manden heller ikke var en god idé, så han satte sig fysisk til modværge.
Sigtelse nummer tre var nu i hus, for at modsætte sig anholdelse.
Men den 33-årige var endnu ikke færdig med at hente sigtelser hjem. Han sagde til en af betjentene, at så snart han fik håndjernene af, så ville han smadre betjenten. Han blev den lejlighed sigtet for trusler mod en polititjenestemand.
Da patruljen til sidst fik den 33-årige frem til politiets detention, ville de tage håndjernene af ham. I den sammenhæng var betjentene forberedt på lidt af hvert.
Det viste sig nyttigt, da den 33-årige umiddelbart efter, han fik håndjernene af, med knyttet næve slog ud mod ansigtet på en betjent. Han ramte ikke, men indkasserede nattens sidste sigtelse – denne gang for forsøg på vold mod en tjenestemand.
»Vi standser opgøret, og så retter han sin vrede mod os. Han truer betjentene og slår ud efter dem bagefter. Han er meget, meget aggressiv, siger vagtchef Flemming Lau til Lokalavisen Aarhus.
Manden er klokken 11.30 søndag endnu ikke blevet afhørt og befinder sig fortsat i detentionen i Aarhus.