Har du set Joshua? Politiet efterlyser 16-årig
16-årige Joshua er ikke blevet hørt fra siden tirsdag formiddag.
Københavns Politi leder efter 16-årige Joshua, der har været forsvundet siden tirsdag formiddag. Her forlod Joshua sit hjem på Frederiksberg.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
- Han gik hjemmefra på grund af nogle personlige årsager, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup til Lokalavisen.
Efterlysningen af Joshua sker i samarbejde med teenagerens forældre, der i sagens natur er bekymrede for deres søn.
Joshua er asiatisk af udseende, 170 centimeter høj, slank af bygning og er oftest iført joggingbukser og hættetrøje.
- Vi søger efter ham. Vi har efterlyst ham internt til vores patruljer og i medier. Vi håber selvfølgelig, vi finder ham, siger vagtchefen til Lokalavisen.
Politiet beder også enhver, der har oplysninger, som kan hjælpe politiet med at finde Joshua, henvende sig.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.