Fortsæt til indhold

Mand fængslet: Holdt yngre kvinde indespærret i flere døgn

Den 53-årige mand blev fredag idømt varetægtsfængsling i fire uger for at holde en 30-årig kvinde indespærret i eget hjem i flere døgn.

Krimi
sbl

En 30-årig kvinde er blevet holdt fanget i sit eget hjem af en ældre mand i flere døgn.

Det skriver TV Midtvest fredag.

Leder af Viborg-Skive Efterforskning, Henrik Varbøl Andersen, fortæller til tv-stationen, at en 53-årig mand fra Hampen er blevet fremstillet i grundlovsforhør for at have indespærret kvinden i to døgn.

Torsdag modtog politiet en henvendelse fra den 30-årige kvinde, der fortalte, at hun blev holdt fanget, og at den 53-årige havde slået hende flere gange og truet med flere slag, hvis hun forsøgte at forlade hjemmet.

Kvinden fik torsdag formiddag fat i en telefon, uden at manden opdagede det, og kontaktede politiet, der 25 minutter senere mødte op og anholdte manden.

»Det er klart, når vi får sådan en anmeldelse, så er vi ikke så meget i tvivl om, at hun virkede troværdig,« siger Henrik Varbøl Andersen til TV Midtvest.

Ifølge politiet er manden nu sigtet for vold og frihedsberøvelse. Manden hævdede under grundlovsforhøret at bo sammen med kvinden, skriver mediet, men det nægter kvinden, og politiet er nu i gang med at fastlægge de to personers forhold til hinanden.

Foreløbigt er den 53-årige mand fra Hampen varetægtsfængslet i fire uger, og er ifølge TV Midtvest i forvejen kendt af politiet for vold.