Politi massivt til stede med kampklædte betjente
Kampklædte betjente fra Nordsjællands Politi var mødt talstærkt op på en adresse i Hundested torsdag eftermiddag. Ifølge vagtchefen ved Nordsjællands Politi grundet husspektakler.
Torsdag eftermiddag omkring klokken 16 var Nordsjællands Politi massivt til stede med kampklædte betjente på en adresse i Hundested.
Billeder fra stedet viser, at Nordsjællands Politi var mødt talstærkt op på adressen i det nordsjællandske med kampklædte betjente, som bar både automatvåben og beskyttelsesskjold.
På Twitter oplyser politikredsen, at politiet i løbet af eftermiddagen ganske rigtigt har været til stede i området omkring Degnebakken i Hundested på grund af »husspektakler«.
Ekstra oplysninger i sagen medførte dog, at Nordsjællands Politi valgte at møde »ekstra ressourcestærke« op.
Ingen personer kom til skade under episoden i Hundested.
Vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte bekræfter over for Lokalavisen, at politiet modtog anmeldelser om husspektakler torsdag eftermiddag cirka klokken 15.34.
»Vi har været oppe omkring Degnebakken i Hundested, eftersom vi modtog anmeldelser om husspektakler. Efterfølgende kom der nogle ekstra oplysninger i sagen, som gjorde, at vi valgte at møde ekstra ressourcestærke op på stedet,« fortæller Jakob Tofte, der ikke ønsker kommentere årsagen til den beslutning.
Til gengæld kan Jakob Tofte berette, at politiet har anholdt en enkelt person og medbragt vedkommende på politistationen.
»Vi har en enkelt person herinde på stationen – ikke fordi han er sigtet for noget – men vi skal lige have undersøgt, hvad er helt konkret er sket på adressen i Hundested,« siger vagtchefen.
Det virker umiddelbart voldsomt at møde op med automatvåben og skjold på grund af husspektakler?
»Det er også rigtigt … men der kom ganske enkelt nogle oplysninger, der medvirkede, at vi valgte at være ekstra ressourcestærke – og jeg kommer ikke til at fortælle, hvad de oplysninger gik ud på. Men jeg kan dog fortælle, at vi siden har fået afkræftet, at der var hold i de oplysninger. Det var et spørgsmål om at have sikkerheden i orden – både for politiet selv og de mennesker, vi skal arbejde med,« siger Jakob Tofte.
Nu skal politiet forsøge at klarlægge, hvad der helt konkret har fundet sted på adressen.
»Beboerne i området har ingen grund til bekymring. Betjentene er færdige med deres arbejde på stedet – og hvis der stadig skulle være politi til stede derude, så er det kun, fordi de er ved at runde af og evaluere aktionen,« slutter vagtchefen.