Specialpatrulje i nattelivet: Vi finder oftere kokain end hash
Østjyske betjente på gaden oplever oftere at hapse folk med kokain i lommerne end for eksempel hash, lyder det fra specialpatrulje.
Andelen af østjyder, der bruger kokain, når de er i byen, er vokset markant.
Det er meldingen fra Østjyllands Politis specialpatrulje, der mænger sig blandt de festglade østjyder på gadeplan i nattelivet.
Specialpatruljen har inviteret TV 2 Østjylland med i byen, og deler over for mediet deres oplevelse med, hvad det er for stoffer, der florerer i det østjyske natteliv.
»Jeg kan mærke, at kokainen er fordoblet på fem år, Det forsvinder ikke, men vi kan regulere det,« forklarer betjenten Jeppe til tv-kanalen, der optræder med fornavn af hensyn til sin sikkerhed.
Ifølge TV 2 Østjylland er den østjyske specialpatruljes opgave at fange folk i nattelivet, der køber stoffer på gadeplan - og det gør de blandt andet ved at patruljere i civil i nattelivet. Overfor tv-stationen oplyser patruljen, at de nu til dags finder mere kokain end eksempelvis hash eller skunk.
Betjentene finder relativt små mængder kokain hos brugerne, mens tv-stationen følger dem, men patruljens fokus er heller ikke udelukkende på bagmændene, forklarer politiet.
»Vi er slet ikke i tvivl om, at det, at vi kan bevæge os på flere niveauer – herunder det enorme fokus vi har på gadeplan – er med til at gøre en forskel. For eksempel i forhold til det meget, meget hårde miljø, der er på gadeplan,« siger Brian Voss Olsen, politiinspektør hos Østjyllands Politi til TV 2 Østjylland.
Politiet opfordrer samtidig til, at forbrugere tænker over, at de - ved at købe stoffer - er med til at understøtte bandegrupperinger eller rockere, lyder det fra politiinspektøren.