Fortsæt til indhold

Beboer forsøgte selv at slukke ild - udviklede sig til flammehav

Brand ude af kontrol, da politi og brandvæsen ankom.

Krimi

En voldsom brand har søndag morgen og formiddag raseret en gård nær Skjern i Vestjylland.

Branden blev startet, da den mandlige ejer af gården tændte op i sin brændeovn. I den forbindelse antændte udvendige gnister fra skorstenen gårdens stråtag, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Lokalavisen.

»Han forsørger først selv at slukke ilden. Han stiller sig op på en stige og pøser vand på, men branden udvikler sig hurtigt, siger vagtchef Ole Vanghøj.

Da politi og brandvæsen når frem til gården i Hemmet, er der flammer overalt i taget. Bygningen er overtændt - branden er ude af kontrol. Ejeren er på dette tidspunkt på behørig afstand af branden.

En gård er ubeboelig efter en voldsom brand søndag. Foto: presse-fotos.dk

Brændeovn og stråtag

Hverken mennesker eller dyr er kommet til skade ved branden, men gården er ubeboelig, oplyser politiet.

Brændeovn og stråtag kan måske virke som en uheldig kombination. Ifølge vagtchef Ole Vanghøj er der, netop for at undgå brand, klare regler om, hvor høj en skorsten skal være, når man har stråtag.

Hvis en brandinspektør konkluderer, det er en skorstensbrand og arnestedet er kendt, vil Midt- og Vestjyllands Politi ikke undersøge sagen yderligere.

Klokken 10.45 søndag er brandfolk fortsat i gang med efterslukning af branden, der blev anmeldt til politi og brandvæsenet kort efter klokken otte søndag morgen.