Fortsæt til indhold

20 minutters biltyveri og mange sigtelser: Biltyve fældet af en GPS

En bil blev stjålet. 20 minutter efter blev den fundet igen og en, to ,tre, fire, fem sigtelser blev tildelt de to personer, der havde nappet den fra ejermanden.

Krimi

Søndag formiddag klokken lidt i 10 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en kvinde i Skanderborg, hvis bil netop var blevet stjålet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Dette var dog ikke det eneste, som kvinden ville fortælle politiet. For hun vidste nemlig, hvor den stjålne bil befandt sig.

Via en GPS-app kunne hun give politiet præcise koordineringer. En patrulje kørte mod Jens Baggesens Vej i Aarhus, hvor bilen angiveligt skulle holde parkeret. Og ganske rigtigt. Derudover sad der to personer i bilen, der langsomt forsøgte at køre væk, da de fik øje på politiet.

Betjentene fik dem standset og tog kontakt til den 28-årige mand, der sad på førersædet, og den 28-årige kvinde, der sad på passagersædet.

Begge blev de anholdt og sigtet for brugstyveri af bil – blot 20 minutter efter bilens ejer havde kontaktet politiet.

Under visitationen på politigården blev den 28-årige mand fundet i besiddelse af narkotika, og han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse. En narkometertest viste ligeledes, at han også havde narko i blodet, hvilket medførte en sigtelse for narkokørsel.

Slutteligt blev han også sigtet for kørsel uden førerret, da det viste sig, at han ikke havde noget kørekort.