Fortsæt til indhold

Fredsforstyrrer fanget i forretning - og tvunget til at vente på politiet og et par sigtelser

En 30-årige mand blev vækket midt om natten af en beruset mand, der havde svært ved at forstå en afvisning.

Krimi

Natten til tirsdag omkring klokken 3.30 blev Østjyllands Politi kontaktet af en 30-årig mand, der har bopæl på Gammel Munkegade i Aarhus. Han var blevet vækket af tumult i hans opgang.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Larmen fik den 30-årige til at stå op. Da kunne han se, at der blev hevet i dørhåndtaget ind til hans lejlighed, og en person forsøgte at skubbe døren op.

Dette fik den 30-årige til at åbne døren, hvor en tilsyneladende beruset mand tumlede rundt i opgangen. Den 24-årige berusede mand ønskede at komme ind i den 30-åriges lejlighed, hvilket blev afvist.

Manden forsvandt ud af døren med besked om ikke at vende tilbage – det gjorde han dog alligevel nogle minutter senere. Endnu engang sendte den 30-årige ham væk. Dog fulgte han efter den 24-årige, der nu ville ind i stueetagen, hvor der huser en genbrugsbutik. Dette lykkedes han med, og da døren smækkede efter ham, kunne den 30-årige ikke komme derind.

Det fik den 30-årige mand til at ringe efter politiet, mens han holdt øje med den 24-årige inden i butikken. Kort efter ankom en patrulje til stedet, der kunne konstatere, at manden havde låst sig inde og nægtede at åbne døren for politiet.

Han blev flere gange beordret til at låse døren op, hvilken han til sidste efterkom.

Den 24-årige blev anholdt og sigtet for indbrud og for at forstyrre den offentlige orden ved at skabe uro i opgangen på Gammel Munkegade.