Fortsæt til indhold

Kastede kanonslag og fyrværkeri på banen – flere anholdte efter opgør: Klub-direktør er »rystet« og »flov«

Det var skandaløse scener, der udspillede sig under fredagens opgør mellem Esbjerg fB og Lyngby BK i den danske 1. division. Hjemmeholdets fans afbrød to gange kampen ved at kaste både kanonslag og fyrværkeri ind på banen. Efter kampen fortsatte urolighederne, og flere fans blev anholdt.

Krimi
af

Fredagens 1. divisionskamp mellem Esbjerg fB og Lyngby BK blev på skandaløs vis afbrudt hele to gange undervejs på grund af en større gruppe af uregerlige Esbjerg-fans, som kastede både kanonslag og fyrværkeri ind på banen.

Første gang det skete, blev kampen afbrudt i cirka 10 minutter og sidenhen genoptaget – i 2. halvleg kastede Esbjerg-fansene dog atter med kanonslag, hvilket fik begge mandskaber til at fortrække sig til spillertunellen.

Et kort sekund så det ifølge B.T. ud til, at opgøret var blevet fløjtet af før tid, men spillerne fra begge hold insisterede omvendt på at gå tilbage på banen.

I stedet for at spille kampen færdig valgte Esbjerg-spillerne dog efter aftale med modstanderne fra Lyngby demonstrativt at trille bolden stille rundt omkring midtercirklen, indtil uret havde rundet de 90 minutter.

Esbjerg endte med at tabe kampen 3-0 og fik sågar en mand udvist i kampens hede.

Esbjerg-direktør Jens Hammer Sørensen var efter kampen chokeret over fansenes opførsel.

»Jeg har i mine mange år i dansk fodbold aldrig oplevet noget lignende. Jeg er rystet, og jeg er flov på EfB’s vegne,« sagde Jens Hammer Sørensen til JydskeVestkysten efter opgøret.

På paradoksal vis havde Esbjerg-direktøren ifølge JydskeVestkysten på en generalforsamling så sent som i torsdags bebudet, at klubben allerede havde en konstruktiv dialog med fansene i forhold til at undgå brugen af såkaldt pyroteknik.

Urolighederne fortsatte efter opgøret på Blue Water Arena i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi endte med at anholde flere personer. Foto: presse-fotos.dk

Uroligheder fortsatte efter kampen – flere anholdte

Ifølge B.T. fortsatte urolighederne efter opgøret på Blue Water Arena i Esbjerg.

Vagtchef Henrik Sønderskov ved Syd- og Sønderjyllands Politi kunne således fredag aften berette overfor mediet, at man havde anholdt flere fans grundet uroligheder efter kampen.

»Hvordan det er sket, kan jeg ikke fortælle mere om lige nu, men der har været uro efter kampen uden for stadion. Vi har indtil videre anholdt et par fans,« lød det fra vagtchefen.

Henrik Sønderskov kunne dertil fortælle, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke havde været til stede på stadion i løbet af kampen – her var det klubbens egne sikkerhedsfolk, der skulle forsøge at opretholde ro og orden på tilskuerpladserne.

»Som jeg har hørt det, havde vi ikke politi på stadion. Ved store slagsmål vil vi selvfølgelig komme derind, men når der er tale om problemer med pyroteknik, er det klubbens egne sikkerhedsfolk, der tager sig af problemerne,« sagde vagtchefen til B.T.