Fortsæt til indhold

Viborg-fans i infight med politiet efter AGF-kamp: Varsler flere sigtelser

Fans af Viborg FF var ikke tilfredse med Østjyllands Politi ved søndagens kamp mod AGF.

Krimi
ddp

Østjyllands Politi beretter i mandagens døgnrapport om to anholdelser i forbindelse med søndagens Superliga-kamp mellem AGF og Viborg.

Anholdelserne skete kort efter kampens afslutning uden for stadion.

Ifølge politiet opstod der uro blandt en mindre gruppe af Viborgs fans.

Under kampen affyrede nogle af fansene fyrværkeri, og uroen startede, da betjente efter kampen ville sigte to personer efter fyrværkeriloven.

Den ene forsøgte at stikke af, da han skulle identificeres, og han blev derfor anholdt.

Det skabte imidlertid dårlig stemning blandt en gruppe personer, der var utilfredse med politiet og derfor kastede med sten og fyrværkeri, inden gruppen blev opløst, og fansene tog afsted.

Ingen kom umiddelbart til skade, oplyser politiet.

En enkelt blev anholdt under uroen og sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Østjyllands Politi oplyser dog, at episoden efterforskes nærmere, og flere kan derfor blive sigtet på et senere tidspunkt.