Fortsæt til indhold

Svindel med afgifter på leasingbiler: Tre personer anholdt og sigtet for svindel for næsten 200 mio. kr.

National enhed for Særlig Kriminalitet meddeler i en pressemeddelelse, at tre personer mandag er blevet anholdt i en sag om svindel med afgifter på leasingbiler.

Krimi
af

Mandag blev en 49-årig mand, en 50-årig kvinde samt en 21-årig kvinde anholdt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og sigtet for at have overtrådt flere straffelovsbestemmelser vedrørende grov økonomisk kriminalitet for næsten 200 mio. kr.

De tre personer er anholdt i en sag om svindel med afgifter på leasingbiler. Nærmere bestemt er de anholdte sigtet for »grov momssvig, skyldner- og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, groft bedrageri samt svig med covid-lønkompensation«.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra NSK.

I forbindelse med anholdelserne er der sket ransagninger flere steder i Danmark.

»Der er tale om en særdeles omfattende sag, som kan have betydet store tab for både statskassen og flere private virksomheder. Vi er derfor meget tilfredse med dagens anholdelser og ransagninger,« siger vicepolitiinspektør Andreas Mollerup i pressemeddelelsen.

Ifølge Dagbladet Børsen er Peter Larsen, den tidligere direktør og ejer af Scanleasing, blandt de anholdte.

Indtil 2020 var Peter Larsen direktør og ejer af Scanleasing, som gik konkurs efter både momssmæk og regnskabsrod.

Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen beretter samtidig, at Peter Larsen har fået konkurskarantæne.