Mand omkommet efter kraftig brand i lejlighed
Tirsdag aften modtog det lokale brandvæsen på Falster meldingen om kraftig røgudvikling og flammer fra en lejlighed på Holger Brodthagensvej i Nykøbing Falster. Onsdag morgen bekræfter politiet, at en mand er omkommet i branden.
En mand omkom tirsdag aften i en lejlighedsbrand i Nykøbing Falster.
Det kan den lokale avis Lolland-Falsters Folketidende berette onsdag morgen.
Brandvæsenet modtog meldingen om kraftig røgudvikling og flammer fra en lejligheden på Holger Brodthagensvej kort før kl. 19.
Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Lolland-Falsters Folketidende, at politiet har en formodning om den pågældende mands identitet. Men vagtchefen ønsker dog ikke at komme det nærmere, før den endelige identifikation ligger klar.
De pårørende til den formodede omkomne skulle dog være blevet underrettet, skriver avisen.
På Twitter skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag aften kl. 20.46, at både politiet og brandvæsenet var til stede på Holger Brodthagensvej, og at der stadig blev arbejdet med brandslukningen og efterforskningen af branden.
I en opdatering kl. 22.21 meddelte politikredsen så, at en person var brændt inde i lejligheden.
»VI arbejder på at fastlægge identiteten. Vi er dialog med de mulige pårørende,« skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Brian Midjord, der var indsatsleder tirsdag aften på brandstedet, fortæller til Lolland-Falsters Folketidende:
»Vi kører med en sprøjte, tankvogn og stigevogn – det er standard ved lejlighedsbrande. Da vi går på personsøgning, så tager vi hensyn til branden, som er ganske kraftig. Der er en risiko for, at den måske kan gå op i tagkonstruktionen, så vi tilkalder en tankvogn mere, så vi kan sikre, den ikke spreder sig yderligere. Alt i alt har vi 14 mand afsted, for at sikre, det ikke udvikler sig,« siger indsatsleder Brian Midjord.
Årsagen til branden er stadig ukendt.