Fortsæt til indhold

Politi efterlyser »travl mand«

En mand er anholdt for forsøg på tyveri.

Krimi
sb

En 22-årig mand er anholdt efter forsøg på tyverier fra biler i det nordlige Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Den 22-årige mand blev natten til torsdag anholdt efter, at en mandlig beboer på Olof Palmes Allé havde hørt sin bilalarm starte. Da han gik ud til bilen, så han, at der var knust en siderude. I bilen ved siden af var ruden også knust, og inde i den bil sad en fremmed mand.

Den handlekraftige borger tilbageholdt manden, mens hans kone kontaktede politiet. Lige som patruljen kom frem, lykkedes det den 22-årige tilbageholdte mand at vriste sig fri, og han forsøgte at løbe fra stedet.

En politihund indhentede ham dog hurtigt, og den 22-årige blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri ved at have knust ruder i de to biler. Der var umiddelbart ikke stjålet noget.

Fem smadrede bilruder

Den 22-årige mand er ikke den eneste, der gerne vil have fingre i indholdet i andres biler.

Onsdag morgen kørte en patrulje til en parkeringsplads på Göteborg Allé i Aarhus N efter anmeldelser om, at flere biler havde fået knust en siderude. Mindst fem biler havde fået smadret en rude, hvorefter gerningsmanden havde rodet bilen igennem.

En borger på Göteborg Allé så en mand, der stod og kiggede ind af en knust bilrude, og da borgeren kontaktede ham, gik han hurtigt fra stedet.

Politiet vil gerne i kontakt med manden, der havde travlt med at komme væk.

Borgeren har givet følgende signalement af manden, et signalement, der i øvrigt ikke passer på den 22-årige anholdte fra Olof Palmes Allé:

  • Mellemøstlig af udseende, brun i huden
  • Ca. 25-35 år
  • Ca. 170-175 cm
  • Iført sort softshell, hættetrøje og pandelampe
  • Talte dansk med accent

Oplysninger i sagen kan gives til politiet via telefoner 114.