Fortsæt til indhold

Ingen forklaring på mystisk storbrand i laksevirksomhed - men politiet lukker sagen

Politiet ved ikke, hvordan branden hos Atlantic Sapphire i Hvide Sande opstod, men intet tyder på, at den var påsat, lyder det i en pressemeddelelse.

Krimi
ddp

Seks en halv måned efter en voldsom brand hos den store laksevirksomhed Atlantic Sapphire leverer Midt- og Vestjyllands Politi nu nogle svar.

Branden ser ikke ud til at have været påsat, lyder det i en pressemeddelelse. Årsagen til branden er dog ikke fundet.

”Brandundersøgelserne er nu afsluttet, men det har desværre ikke været muligt at komme med nogen endelig konklusion på, hvordan branden er opstået,” siger Knud Lauridsen, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der opstod brand i den store laksefarm ved Ringkøbing Fjord den 15. september 2021, og virksomheden endte med at nedbrænde.

Først nu er brandstedet blevet frigivet af politiet, efter der kan konkluderes på de brandtekniske undersøgelser.

Atlantic Sapphire I onsdags var der en stor brand i Hvide Sande. Den største i byen - nogensinde. En 250 meter lang bygning hos Atlantic Sapphire, med opdræt af laks gik op i røg. Foto: Casper Dalhoff

Branden opstod om aftenen, og hele 70 brandmænd fra Herning, Skjern, Ringkøbing og Lem blev kaldt til for at bekæmpe flammerne.

Det stod dog ikke til at redde, og cirka 200.000 laks - omtrent 400 tons - døde i branden.

Efter branden indledte politiet en massiv efterforskning.

Atlantic Sapphire var ifølge Dagbladet Ringkøbing Skjern forsikret for 212 millioner kroner, og ifølge Jyllands-Posten har laksefabrikken været en økonomisk katastrofe.

Ad flere omgange har laksebestanden måttet lade livet - blandt andet på grund af for høje nitrogenniveauer, på grund stress fra rystelser under et byggeri og på grund af en filterfejl. Derudover havde Atlantic Sapphire i vinteren 2021 et uheld med et vandudledningsrør, der gjorde, at hundredetusinde plasticdimser endte i fjorden og havet.

Og så kom branden, der oveni hatten medførte et kemiudslip i Ringkøbing Fjord, så surfere og badende måtte evakueres op på land.

Med de brandtekniske undersøgelser færdiggjort og den foreløbige lukning af politisagen kan direktør Thue Holm så endelig få styr på sin forsikringssag.

Men det er endnu uvist, om Atlantic Sapphire bliver genopbygget. Det vil tage halvandet år, sagde han efter branden til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Atlantic Sapphire Atlantic Sapphires direktør Thue Holm I onsdags var der en stor brand i Hvide Sande. Den største i byen - nogensinde. En 250 meter lang bygning hos Atlantic Sapphire, med opdræt af laks gik op i røg. Foto: Casper Dalhoff