Storbrand i københavnsk forstad: Adskillige biler i flammer
Høje flammer og adskillige udbrændte biler i Brøndby natten til søndag.
ddp
En større brand hærgede natten til søndag en overdækket parkeringsplads ved Nykær 69 i Brøndby.
Det skriver Vestegnens Politi på Twitter.
Søndag morgen lyder opgørelsen på 15 udbrændte biler, og mindst 20 yderligere biler skulle være blevet beskadiget af blandt andet varmeudviklingen.
Politiet oplyser, at årsagen til branden endnu er ukendt, men at der søndag morgen fortsat arbejdes på stedet.
»Vi er fortsat på stedet, hvor der i løbet af formiddagen skal foretages brandundersøgelse for evt. at klarlægge årsag.«
Ifølge politiet kom ingen personer til skade ved branden.