Fortsæt til indhold

Voldsom brand i villa: Bilbrand i garagen spredte sig

Natten til mandag stod en villa i det nordjyske i lys lue, da en brand, der formodentlig er startet omkring bilen i garagen, fik fat i tagryggen.

Krimi

Kort efter midnat natten til mandag rykkede Nordjyllands Politi og Brandvæsen ud til en villa på Keravej i Hjørring, der stod i lys lue.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, til Lokalavisen.

»Vi får en melding ind omkring 00.02 om en bygningsbrand i villaen. Det starter i garagen omkring eller i en bil, der holder der, og der er risiko for spredning. Ilden får så fat i tagryggen på villaen,« siger vagtchefen.

Ilden gik fra garagen over i hovedhuset og fik fat i tagrygge, oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi. Foto: Presse-fotos.dk.

Ifølge Nordjyllands Politi var to personer til stede i villaen under branden. De er reddet ud, og der er ingen personskade i forbindelse med flammerne, oplyser vagtchefen, der samtidig forklarer, at der i dag mandag vil være undersøgelser i gang for at fastlægge brandårsagen.

To personer opholdt sig i villaen, da branden brød ud. Begge personer er uskadte, forklarer Nordjyllands Politi. Foto: Presse-fotos.dk.

»Vi kan ikke rigtig sige noget om omfanget af brandskaderne, og brandårsagen er endnu ikke fastlagt. Der kommer til at være undersøgelser derude,« forklarer Jesper Sørensen.

Politi og brandvæsen vil i løbet af mandagen foretage undersøgelser, der skal kortlægge brandårsagen, forklarer vagtchef Jesper Sørensen.Foto: Presse-fotos.dk.