Efter mystisk politiaktion ved Høng: Politiet undersøger stort område efter »mulig voldtægt« – en person er anholdt
Lørdag eftermiddag kunne Midt- og Vestsjællands Politi meddele på Twitter, at politikredsen havde været talstærkt til stede i området nær Høng i forbindelse med en »mulig voldtægt af en 26-årig kvinde«. En mistænkt anholdt i sagen.
Lørdag formiddag var Midt- og Vestsjællands Politi rykket ud til en adresse Herslevvejen ved Høng på Vestsjælland nær Kalundborg.
Over for en række medier – heriblandt TV2 Øst – kunne vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Brian Bakman lørdag eftermiddag bekræfte, at politikredsen var i færd med at undersøge et »mistænkeligt forhold«.
I den forbindelse var et større område ved Høng derfor spærret af.
Ifølge TV2 Øst modtog politikredsen anmeldelsen om det mistænkelige forhold kl. 10.15.
Til selvsamme medie understregede vagtchefen dog samtidig, at borgerne i området ikke havde grund til bekymring.
Samtidig blev det slået fast, at gårsdagens aktion ved Høng ikke havde nogen forbindelse til torsdagens anholdelser af to drenge fra samme område, som nu begge er sigtet for at have ladet sig hverve til terror.
Lørdag efter kl. 15.25 kunne Midt- og Vestsjællands Politi så meddele på Twitter, at politikredsen havde været talstærkt til stede i området i forbindelse med en »mulig voldtægt af en 26-årig kvinde«.
»Mistænkte i sagen er anholdt. Vi undersøger fortsat, hvad der er foregået. Intet yderligere for nuværende,« lød det fra politikredsen, der endnu engang slog fast, at sagen ikke havde noget at gøre med de øvrige anholdelser i selv samme område nogle dage forinden.