Fortsæt til indhold

Flere brande i Brabrand: Ild fik fat i personbil

Brandvæsnet og politiet blev kaldt ud til flere brande i den vestlige del af Aarhus sent søndag aften.

Krimi

Der var nok at lave for Østjyllands Brandvæsen i Brabrand sent søndag aften, hvor der blev meldt om brande på flere adresser i området.

Det fortæller vagthavende indsatsleder Steen Bøje til Lokalavisen Aarhus.

Klokken 22.57 blev brandvæsnet således kaldt ud til Udsigten, hvor en større container ifølge indsatslederen stod i flammer.

»Strålevarme fra containeren antændte et køretøj, som holdt ved siden af. Vi fik dog relativ hurtigt styr på branden,« fortæller Steen Bøje, som oplyser, at det var en personbil, der stod ved siden af containeren.

En personbil holdt parkeret tæt op ad containerbranden. Foto: Presse-fotos.dk

Mandag morgen kender han dog endnu ikke omfanget af bilens skader.

Kort tid efter var den gal igen, da brandvæsnet blev kaldt ud til Gudrunsvej, hvor der i første omgang var ild i en knallert. Få timer efter blev brandvæsnet endnu en gang kaldt ud til samme område - denne gang på grund af ild i et træ.

»Det var heldigvis ikke nogle voldsomme brande, og brandmændene på stedet fik dem hurtigt under kontrol,« fortæller Steen Bøje, der oplyser, at politiet også blev tilkaldt til brandene på Gudrunsvej, hvor der var flere personer samlet.

»Efter brandene på Gudrunsvej var der ro på derude. I hvert fald for vores vedkommende,« fortæller han.