Sort røg fra bygningsbrand i Ølstykke: Beboere i området bedes følge »myndighedernes anvisninger«
Nordsjællands Politi og Frederiksborg Brand og Redning onsdag eftermiddag massivt til stede på Søholmvej i Ølstykke grundet en større bygningsbrand, der har udviklet kraftig, sort røg. Politiet beder beboerne i området om at følge myndighedernes anvisninger på stedet.
Både Nordsjællands Politi og Frederiksborg Brand og Redning er onsdag eftermiddag talstærkt til stede på en adresse på Søholmvej i Ølstykke grundet en større bygningsbrand.
Vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte bekræfter branden over for B.T.
»Vi er til stede ved en bygningsbrand, der er sort røg på stedet, og mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger vagtchefen til avisen.
På Twitter beder Nordsjællands Politi beboere i nærheden om at »følge myndighedernes anvisninger« på stedet.
»Vi er sammen med brandvæsnet på vej til brand på Søholmvej i Ølstykke. Vi beder befolkningen i nærheden om at følge myndighedernes anvisninger. Vi har ikke yderligere info på nuværende tidspunkt,« skriver politikredsen på Twitter kort før kl. 15.
Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen om branden kl. 14.37.
På Twitter skriver Frederiksborg Brand og Redning, at beredskabet er »i fuld gang med at slukke branden«. Samtidig er der tilkaldt assistance fra en ekstra brandstation.
»Og p.t. ved vi ikke, hvor længe vi bliver på stedet. Det er tilkaldt skadeservice til stedet,« skriver Frederiksborg Brand og Redning.
Lokalavisen følger sagen …