Kranfører omkommet efter arbejdsulykke
En 60-årig mobilkranfører er død efter en arbejdsulykke på Esbjerg Havn, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
En 60-årig fører af en mobilkran har mistet livet i en arbejdsulykke på Esbjerg Havn, da han blev ramt af en jernbjælke.
Både politi og ambulancer var massivt til stede på havnen fredag eftermiddag. Også en redningshelikopter var i aktion i forbindelse med ulykken.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter. Arbejdstilsynet er tilkaldt, og de pårørende er underrettet.
Vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt bekæfter hændelsen over for Ekstra Bladet.
»Klokken 13.53 modtager vi en anmeldelse om en arbejdsulykke. En 60-årig kranfører var i gang med at læsse en jernbjælke, som var fastgjort med to remme. Jernbjælken rykker sig løs, kommer i svingning og rammer kranføreren, som erklæres død på stedet,« fortæller vagtchefen til mediet.